”Mit hus er mere end blot fire vægge”

Safari er 34 år og enlig mor til fire børn. Hun bor i en flygtningebosættelse i Uganda, hvor hun kom til efter at være flygtet fra DR Congo. Dyk ned i hendes beretning om de prøvelser, hun har gennemgået som flygtning i et nyt land, men også om den kilde til håb det er for hende at kunne flytte ind i et ADRA-hus

Mit navn er Safari. Mit liv har ikke været let, men jeg har aldrig mistet håbet. Som flygtning i Uganda har jeg kæmpet hver eneste dag for at give mine fire børn et bedre liv.

Meget ændrede sig den dag, jeg modtog en uventet nyhed. Jeg husker tydeligt, hvordan en af lederne i lokalsamfundet kom hen til mig med et smil og sagde: ”Du får støtte til et nyt hus – et solidt hus bygget af mursten og jernplader. Ikke flere lækager, ikke flere bekymringer.”

De ord vækkede et håb i mig, som jeg ikke havde følt i lang tid.

Da vi først ankom hertil, virkede livet næsten uudholdeligt. Vi fik mulighed for at flytte ind i en lille, faldefærdig bolig, som knap nok beskyttede os mod vejret. Hver regntid forværrede situationen. Regnen silede gennem græstaget, gennemblødte vores ejendele, gjorde gulvene mudrede og forvandlede hjemmet til et arnested for sygdom. På den måde blev det svært at skabe en ny og nogenlunde normal tilværelse for mine børn.

Jeg forsøgte selv at lappe taget med, hvad jeg kunne finde, men det var aldrig nok. Jeg gik hele tiden rundt med følelsen af, at jeg ikke passede godt nok på mine børn. Hver dag var en kamp, og om natten lå jeg vågen af bekymring for, om næste storm ville tage det sidste, vi havde.

”Det føles uvirkeligt”

Om lidt flytter vi ind i ADRA-huset. Takket være mennesker, jeg ikke kender, har vi endelig et hjem, der opfylder vores behov. Det nye hus er bygget med robuste materialer, som kan modstå regn og blæst. Det er rummeligt nok til både mine børn og mig og har givet os den tryghed og komfort, vi har længtes efter.

”Jeg kan allerede se mine børn lege i det nye hus og le uden bekymringer,” sagde jeg til en nabo forleden, mens vi så byggeriet skride frem. Det føles næsten uvirkeligt. For første gang kan jeg se en fremtid, hvor mine børn kan sove trygt, uden frygt for regnen, og hvor de er sunde og har stabile rammer. Drømmen om at give dem et bedre liv er ikke længere kun en fjern længsel.

Dette hus er mere end blot fire vægge – det er et symbol på medfølelse, håb og nye kræfter. For hver mursten mærker jeg vægten af den kamp, jeg har kæmpet, men også løftet om en lysere fremtid. Og for det er jeg evigt taknemmelig.

Jeg beder ofte sådan: ”Må Gud fortsat velsigne ADRA, så flere mennesker som mig kan komme på fode igen.”