Web, smart-dansk og røvballe-løsninger

Da jeg startede med at rode med web lige på den anden side af årtusinde-skiftet, fandtes begreber som ”web-strategier” ikke rigtigt.

9. september 2019Forfatter: Bo Dudek

Web, smart-dansk og røvballe-løsninger

Da jeg startede med at rode med web lige på den anden side af årtusinde-skiftet, fandtes begreber som ”web-strategier” ikke rigtigt.

Det handlede mere om, man kunne lave en knap, der smed brugeren videre til en anden side, når han klikkede på den, og farven – tjaeh, den var lidt ligegyldig. Det var sjovt, og vi bevægede os hurtigt fremad. En smule ustruktureret, jovist, og vi målte på ingen måder hvert et klik, men vi forstod nu alligevel, hvad der skete omkring os – både os web-folk og så kunderne på den anden side af bordet.

Der er løbet meget vand i åen siden, og i dag skal vi helst snakke smart-dansk til de store kundemøder, så de fleste kunder blot nikker med hovedet af frygt for at virke inkompetente. Også selvom de måske ikke helt forstår, hvad der lige blev sagt. Dén strategi får sikkert bureauerne til at føle sig almægtige og vigtige, når kunderne klamrer sig til dem, men virkeligheden er i mange tilfælde blot, at kunderne på vej ud på parkeringspladsen efter endt møde mentalt efterlader alle de vigtige beslutninger til bureauet. Det er ærgerligt og unødvendigt.

Har du aldrig – som en del af et bureau – været lidt nervøs forud for et kunde-møde? Nervøs for, om du mon ville komme til at lyde kompetent nok til, at kunderne ville bide på krogen? Eller – har du aldrig som kunde – været bekymret for dét møde, som du var på vej ind til? Bekymret for, om bureauet mon ville stille nogle spørgsmål med ord, som du nærmest ikke kender til?

Nuvel, det er måske kun mig, der nogle gange føler mig mere tryg i de enkle løsninger og i et sprog, som godt må indeholde ord som ‘hjemmeside’ og ‘hyperlink’. Det kan sagtens være, at jeg er den eneste i den efterhånden noget brogede web-verden, der ikke nødvendigvis har den store web-strategi-pakke til +100 mandetimer under armen, når jeg går til kundemøde. Men jeg har det godt med det. Jeg har det godt med at efterlade mine kunder med beslutninger, som de forstår, og med beslutninger, som de selv tør træffe. Det gør, at kunderne ejer deres web mere, synes jeg.

Jeg har hjulpet en kunde indenfor autobranchen i halvandet årti. Dét samarbejde har gennem årene udviklet sig til en tæt forståelse – og til tider et ret internt sprog. Jeg grinte vist lidt første gang kunden anvendte udtrykket ‘røvballe-løsninger’, men det gav 100 % mening, selvom der er lidt børnehave over det. Altså, få nu de projekter helt ned på jorden i stedet for altid at opgradere dem til raketvidenskab af den anden verden!

Nogle gange må løsninger gerne være hurtige og baseret alene på intuition. Nogle gange behøver løsninger ikke at være funderet i store rapporter og analyser. Denne kunde har indenfor de forgange 4-5 år fået ret mange projekter i luften, og nogle er lukket ned igen, fordi det viste sig, at der ikke var behov alligevel, mens andre i dag har 15 år på bagen og er blevet uundværlige. Løsninger, der alle har været enkle, og tilgangen har været: “Lad os prøve at rette det til og se … og ellers tilretter vi det igen i næste uge”. For web er jo netop ikke et trykt magasin, der ikke kan laves om.

Jeg er sikker på, at de store bureauer nok skal komme efter mig nu og slå mig oven i hovedet med sammen-foldede web-strategier, men det går nok. Jeg har det ok med det. Jeg synes nemlig, det er sjovere at hjælpe kunder med deres – ofte – små idéer, i stedet for altid at blæse dem op til kæmpe-projekter, som der alligevel ikke er finanser til, og som kunderne mest af alt føler sig hamrende nervøse ved.

Jeg synes, det gør projekterne monster-meget bedre, hvis kunderne forstår sproget hele vejen igennem, og hvis de tør komme med impulsive input undervejs, uden at vi lige skal have det omkring en projektleder, der skal re-definere hele dynen. Det koster tid, penge og en hel del på tryghedskontoen.

Jeg føler mig næsten sådan zen-agtig, når det lykkes mig at gennemføre et kundemøde, hvor jeg kan mærke, at kunden var 100 % med hele vejen, og hvor jeg ved, at erklæringen: “Lad os komme i gang”, blev sagt alene med glæde og forventning fremfor frygt for store regninger og over-kompliceret sprog. 

Jeg synes, at i en verden, hvor teknologien konstant overhaler os, der skylder vi at kommunikere med hinanden og ikke forbi hinanden.

Få eksklusive tilbud på mail

Vi kommer ikke til at spamme dig – det lover vi. Men hvis vi keder os lidt og stykker et godt tilbud sammen, så kan du blive den første, der får det at vide.